Den sociale profil løfter virksomheden

Når vi har ledige i virksomhedspraktik styrker det vores arbejdsmiljø

Når vi har ledige i virksomhedspraktik styrker det vores arbejdsmiljø. Desuden er den sociale profil en fordel, når vi giver tilbud på leverancer, siger driftschef Brian Hyldig fra Grøn Fokus.

Gennem mange år har frugt- og grøntvirksomheden Grøn Fokus haft et tæt samarbejde med Jobcenter Slagelse om at tage ledige borgere i virksomhedspraktik. Det sociale ansvar, som slagelsevirksomheden derved påtager sig, har løftet mange ud af ledighed og ind på en uddannelse eller i et job. Men indsatsen har også løftet virksomheden.

- Fra starten var vi ikke helt klar over, hvad det indebar at forpligte sig til – i forbindelse med Partnerskabssamarbejdet - at stille 6 pladser til rådighed for ledige, som også har andre personlige udfordringer end blot arbejdsløshed. Men hen ad vejen har vi fundet en god måde at håndtere arbejdet på. Vi starter med en lang snak med den ledige borger og får sporet os ind på de ressourcer, vi kan arbejde videre med i samarbejdet.

Vi har haft støtte fra Jobcentret, som er vores sparringspartner, hvis konflikter opstår. Men som også har sørget for at klæde os på rent uddannelsesmæssigt, så vi var rustet til opgaven, pointerer Brian Hyldig.

Bedre arbejdsmiljø

Brian Hyldig forklarer, at der kun er ganske få eksempler på, at de har måttet afbryde samarbejdet med en ledig borger. En af forklaringerne, mener han, er, at virksomheden har et godt arbejdsmiljø, hvor der støttes op om at give hver enkelt person mulighed for at udvikle sig. Grøn Fokus har mange forskellige arbejdsfunktioner, og derfor lykkes det næsten altid at finde opgaver, som den ledige oplever meningsfulde.

- Som arbejdsplads er vi blevet mere rummelige og tolerante. Alle ansatte, også de ledige borgere vi har i virksomhedspraktik, skal behandles individuelt med tålmodighed og forståelse. Det smitter positivt af på både omgangstone og arbejdsindsats. Og det er en stor gevinst i hverdagen, understreger driftschefen.

Socialt ansvar afgørende

En anden gevinst, som er af mere kontant økonomisk art, bliver tydelig, når Grøn Fokus skal give tilbud på leverancer til kunderne. Her er det ofte afgørende, at virksomheden kan dokumentere ikke blot en grøn profil men også en social profil. Og her står Grøn Fokus stærkt.

- Selvfølgelig er pris og kvalitet vigtig for om tilbuddet accepteres. Men når opløbet mellem leverandørerne er tæt, så kigger kunderne på den sociale profil. Om leverandøren tager et socialt ansvar på arbejdsmarkedet. Vi får en hel del anerkendelse på dette område, nikker Brian Hyldig.

Videre i livet

Det er selvfølgelig også en stor tilfredsstillelse for alle ansatte i Grøn Fokus, når deres anstrengelser for at bringe ledige borgere videre i arbejds- eller uddannelseslivet lykkes. Og det gør faktisk de fleste, som er i virksomhedspraktik på Grøn Fokus, som selv ansætter rigtig mange efter endt virksomhedspraktik.

- Vi benytter også Jobcentret i forbindelse med rekruttering af medarbejdere. På Jobcentret ved man, hvad vores ønsker og behov er, og er hurtige til at sende os kandidater, så vi selv kan foretage den videre vurdering. Vi er meget tilfreds med at være en del af Partnerskabssamarbejdet, som jo netop er med til at styrke kendskabet til hinanden og båndene mellem virksomheder og Jobcentret. Vi ser det personlige kendskab og engagement som centralt i dette samarbejde, siger Brian Hyldig.

Siden er sidst opdateret 5. november 2019