Ringer til Kaj

Det er netop den faste kontaktperson, som har gjort Partnerskabsaftalerne med mere end 300 lokale virksomheder til en succes.

Ringer til Kaj

Af Christina Kabel

Uanset om det er et spørgsmål om voksenlærlinge, eller en ny medarbejder i jobrotation, så ringer Bagger Låse bare til Kaj, deres virksomhedskonsulent på Jobcenter Slagelse.  

Da Bagger Låse & Alarm A/S skrev under på Partnerskabsaftalen i marts 2008 var de bare den 8. virksomhed i Slagelse Kommune, som sagde ja til et ”systematisk samarbejde” med Jobcenter Slagelse. I dag har mere end 300 lokale virksomheder en Partnerskabsaftale.

- Vi lavede en Partnerskabsaftale i sin tid for at tage et socialt ansvar og støtte op om lokalområdet. Og det har så siden vist sig også at have nogle ikke uvæsentlige fordele for os, fortæller direktør Jørgen Bagger.

Bagger Låse er især blevet glade for den faste kontaktperson på Jobcenter Slagelse.

- Det betyder alt for os! Kaj (virksomhedskonsulent Kaj Rasmussen, red.) har været vores mand lige fra starten af, han kender firmaet og ved hvad vi har brug for.  Og så holder han også af korte, effektive møder og det passer os perfekt, fortæller Thomas Bagger med et stort smil. Han ejer firmaet i fællesskab med broderen Kristian Bagger og faderen Jørgen Bagger.

Fra énmandsfirma til godt 60 ansatte

Bagger Låse bruger bl.a. virksomhedskonsulenten til at finde nye medarbejdere.

- Efter at vi er blevet Partnerskabsvirksomhed bruger vi ikke længere den store tid på at ansætte nye folk. Fra du får tanken og til at den nye medarbejder starter går der som regel kun omkring en uges tid. Der er rigtigt mange dygtige og kompetente folk ledige i øjeblikket, og det er nemt at ringe til jobcenteret og få hjælp, forklarer Thomas Bagger.

Det er forholdsvis tit, at han må ringe til Jobcenteret efter nye ansatte. Det er nemlig gået stærkt siden, at faderen Jørgen Bagger startede firmaet tilbage i 1975.

- Dengang var de to én mands låsesmede i Slagelse og vi blev advaret imod om at det ikke var plads til to låsesmede i byen. I dag er vi 59 mand i de seks forskellige afdelinger som Bagger Låse & Alarm har på Sjælland, fortæller Thomas.

Jobrotation giver nye muligheder

Undervejs har firmaet både haft voksenlærlinge, ansat ledige med løntilskud og i fleksjob. Og i øjeblikket bruger de også jobrotationsordningen, som virksomhedskonsulenten introducerede dem for lige inden sidste jul.

Virksomheder som har medarbejdere der skal uddannes kan ansætte vikarer for dem under jobrotationsordningen. Virksomheden får 194,80 kroner i tilskud per time, og vikaren bliver ansat på samme overenskomstmæssige vilkår som resten af firmaet.

- I januar 2013 fik vi en større opgave ind for Peter Justesen, som vi manglede folk til. Vi ringede til Kaj som fortalte om jobrotationsordningen og det har vist sig at være en rigtig god løsning for os, fordi vi kan både kan ansætte folk til større enkeltstående opgaver. Og så er det en god måde at lære potentielle nye medarbejdere ordentligt at kende, inden at vi fastansætter dem, forklarer Thomas Bagger.

Mulighed for fastansættelse

På den anden side af skrivebordet har jobrotationen og de andre ordninger også givet ledige en chance for at få foden indenfor på den måde.

- Der er i hvert fald tre – fire stykker af vores fastansatte i dag, som er startet i løntilskud. Og en af dem som vi har i jobrotation vil gerne i lære som låsesmed, og det har vi aftalt at snakke nærmere om. Nu ved vi at det er en mand, som har hænderne skruet rigtigt på og at han allerede har temmelig meget erfaring med svagstrøm. Og han kender os, og ved hvad vi er for et firma, forklarer Thomas Bagger. 

Bagger Låse & Alarm har også to ansat i fleksjobs, 4 lærlinge, en voksenlærling og en butikselev ved siden af dem som er med i jobrotationsordningen.

- Og virksomhedskonsulenten har hjulpet med det hele. Så vi er meget tilfredse med Partnerskabsaftalen og samarbejdet med jobcenteret, siger Thomas Bagger.

Siden er sidst opdateret 5. november 2019