Vi lever af dygtige medarbejdere

Jobrotation var en god løsning

I en branche, hvor gedigent håndværk og teknologisk innovation forenes, er vores medarbejderes kompetencer afgørende, siger medejer Thomas Bagger fra Bagger Låse & Alarm i Slagelse. 

-       Via vores engagement i Partnerskabssamarbejdet har vi en god og direkte vej til at rekruttere nye medarbejdere. Og vi får også værdifuld viden om, hvilke muligheder vi har, for at holde vores medarbejderstabs kompetencer ajour.

Ordene er medejer Thomas Baggers fra Bagger Låse & Alarm i Slagelse. Firmaet har stor ekspertise inden for mekanisk og elektronisk sikring.

-       I mere end 40 år har vi drevet virksomhed, og der er sket store forandringer i faget, som nu også er præget af moderne teknologiske løsninger til sikring. Det stiller naturligt nogle krav til vores medarbejderes kompetencer, som skal holde trit med tidens og teknologiens udvikling. Jobcenter Slagelse er i den sammenhæng en god servicepartner og leverer god inspiration til at løse eventuelle rekrutteringsopgaver. Det har stor værdi for os, at vi i samarbejde med Jobcenter Slagelse kan sikre os dygtige medarbejdere, siger Thomas Bagger.  

Jobrotation

Som eksempel nævner Thomas Bagger en situation hvor firmaet akut skulle udvide medarbejderstaben. I samarbejde med Jobcenter Slagelse kom syv ledige håndværkere i jobrotation i firmaet, hvor de fik suppleret deres grundlæggende færdigheder med kompetencer inden for sikringsområdet. Efterfølgende kunne Bagger Låse & Alarm tilbyde fem af de syv fastansættelse.

-       Jobrotationsordningen var en god løsning, og den kom i stand via et tæt samarbejde med Jobcenter Slagelse, og den viden vi har derigennem. Og det gav altså også fem ledige håndværkere en plads på arbejdsmarkedet igen, påpeger Thomas Bagger.

Uddannelse er en fast del

-       Vi er helt bevidste om, at vores dygtige medarbejdere er forudsætningen for, at vi som firma kan udvikle os. Derfor er uddannelse en fast del af vores hverdag i Bagger Låse & Alarm. Vi har i øjeblikket otte lærlinge ansat, og uddanner også meget gerne voksenlærlinge når der er behov for det. Dels giver vi et voksent menneske mulighed for at få en faglig uddannelse, og dels får vi en medarbejder, der har et modent og afklaret syn på tilværelsen, lyder det fra Thomas Bagger.

Mere ungdom ind

Inspiration udefra er med til at udvikle os som mennesker og som virksomhed, mener Thomas Bagger, der selv henter en del inspirationen i blandt andet møderne i Partnerskabsnetværket, hvor regler, love og muligheder inden for arbejdsmarkedsområdet jævnligt er oppe at vende. Han ser dette forum som oplagt til også at tage andre emner under debat, som for eksempel at sætte fokus på unge.

-       Jeg så gerne at vi alle, offentlige og private aktører, satte fokus på at få flere unge til at interessere sig for håndværksfagene. Langt de fleste fag rummer spændende elementer af både håndværk og teknologi, som må være motiverende for unge at gå i kast med. Lad os få synliggjort mulighederne sammen, nikker Thomas Bagger.

Siden er sidst opdateret 5. november 2019