Voksenlærling bytter saks ud med skruenøgle

Jobcenteret hjalp os med at lave en voksenlærlingeaftale, og det gik faktisk let og uden besvær.

Det var ikke en frisør, administrerende direktør Henrik Toftegaard havde forestillet sig som omdrejningspunktet i værktøjsfirmaets administration og kundeservice. Men det viste sig at være det rigtige valg, takket være en smule mod – og voksenlærlingeordningen.

Historien starter, da Helle Muszynski må lægge frisørsaksen på hylden, fordi fagets kemikalier er for hårde ved hendes fingre. I den efterfølgende ledighedsperiode ledte hun efter en ny fremtid på arbejdsmarkedet – og fik blandt andet hér en virksomhedspraktik i firmaet Bato Nordic, der leverer værktøj til industri-, auto- og håndværksbranchen. Og den praktik var en øjenåbner for virksomheden og en døråbner for Helle, der efterfølgende blev ansat som voksenlærling. Hér tager den tidligere frisør sig nu af administration, salg og marketing - og alle de andre opgaver, som man i et mindre firma må løse, når de opstår.

Helle mener selv, at hun er kommet på rette hylde hos Bato Nordic. Hendes baggrunden i frisørfaget, hvor det at kunne tale med kunderne er en kernekompetence, kommer hende til gode. Men det gør hendes personlige kompetencer også.

- Jeg kan lide at sætte mig grundigt ind i nyt stof. Og jeg holder meget af at servicere vores kunder. Desuden er det meget spændende at løse alle de mange og forskelligartede arbejdsopgaver. Om det er indkøb, bogholderi, markedsføring, kontakt til leverandører og kunder, eller om det er oversættelsesopgaver, så føler jeg mig godt tilpas, smiler Helle, der den 1. august i år afslutter sin uddannelse.

Ifølge Henrik Toftegaard kom voksenlærlingen Helle på helt der rigtige tidspunkt.

- Da Helle kom til os, havde vi behov for at få gjort nye varer klar til salg på vores hjemmeside. Det handlede blandt andet om produktbeskrivelser og oversættelsesopgaver. Vi var bevidste om Helles situation vedrørende hendes fingre, men mente også, at vi kunne og ville påtage os det sociale ansvar at give Helle en reel mulighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Og dét har vi ikke fortrudt. Jobcenteret hjalp os med at lave en voksenlærlingeaftale, og det gik faktisk let og uden besvær. Vi fik sparring om de administrative forhold og etableret nogle praktiske løsninger – blandt andet om indretning af Helles arbejdsplads, siger Henrik Toftegaard.

Han har stor respekt for, hvor hurtigt Helle har lært nye fagudtryk og fået et kendskab til mange af de ca. 27.000 varenumre, som Bato Nordic har på hylderne. Og som en ekstra uundværlig bonus - den kundeservice, som Helle kan levere.

- Helles ansættelse som voksenlærling er det perfekte match, som har åbnet helt nye muligheder for begge parter. Helle er blevet meget dygtig, og det er Bato Nordic også, siger Henrik Toftegaard.

FAKTA om voksenlærlingetilskud

Voksenlærlingen skal være fyldt 25 år og opfylde mindst ét af følgende krav:

  • være ufaglært
  • være faglært og have været ledig i tre måneder
  • være faglært og have en forældet uddannelse (ikke brugt i fem år)

Man kan høre mere og søge tilskud gennem Jobcenter Slagelse på tlf. 29 11 42 00.

Siden er sidst opdateret 27. august 2021