Langebjerggaard tager ansvar for ledige

Medarbejder Renate Ratzel og leder Jesper Svare

Der er fuld fokus på socialt ansvar og fast arbejde, når ledige bliver ansat på Behandlingsstederne Langebjerggaard. Et tæt samarbejde med Jobcenter Slagelse er centralt.

- Det ligger i vores dna, at vi gerne vil se mennesker vokse og udfolde deres potentiale. Det gælder for de unge, som er hos os, og det gælder for vores personale. Derfor tager vi også det sociale ansvar alvorligt og giver plads til at mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, får en reel mulighed for at få et ordinært arbejde – hos os eller hos nogle af virksomhederne i vores store netværk.

Ordene kommer fra Jesper Svare, der er leder og direktør for Behandlingsstederne Langebjerggaard, som har deres administration i Slagelse. Sammen med meddirektør og skoleleder Heidi Nørager startede han i 2016 det første opholdssted for unge med psykiske, sociale, adfærds- og indlæringsmæssige problemer. Fra starten har det været fast politik at give ledige mulighed for at komme i beskæftigelse gennem f.eks. fleksjob eller via virksomhedspraktik. I tæt samarbejde med Jobcenter Slagelse er mange personer rykket ud af ledighed og over i et fast job.

- Vi tager kun imod ledige, hvis vi ved, at der er en funktion i huset, der skal besættes. På den måde er der altid et reelt job i udsigt, hvis kemi og kompetencer passer sammen, siger Jesper Svare.

Udsigt til fast job motiverer

En af de, som har taget vejen fra virksomhedspraktik til fastansættelse, er Renate Ratzel. Hun kom til Danmark fra Tyskland for 12 år siden. Med sig havde hun en kontoruddannelse men ingen færdigheder i det danske sprog, og et fast arbejde inden for faget lå umiddelbart uden for hendes rækkevidde. Gennem årene arbejdede hun på fabrik og senere i stillinger med løntilskud inden for plejeområdet og skoleområdet. Dog uden at få en fast stilling.

- Der er ingen tvivl om, at det, jeg har lavet gennem årene, har styrket mine faglige og sproglige kompetencer. Jeg har beskæftiget mig både med administrativt arbejde og med pædagogik. Jeg har også undervist i tysk, så det var da også med håbet om at kunne arbejde videre inden for det pædagogiske område eller kontorområdet, at jeg startede her på Behandlingsstederne Langebjerggaard. Og faktisk var begge muligheder åbne. Men da behovet for flere hænder og hoveder i administrationen var stort, blev det her, jeg slår mine folder, lyder det tilfredst fra Renate Ratzel.

Efter en 4 ugers virksomhedspraktik i august 2018 og en ansættelse med løntilskud blev hun i december samme år fastansat som bogholder. På Behandlingsstederne Langebjerggaard føler hun, at hun er kommet på den rette hylde. Her har hun vist sit værd og er vokset med opgaven.

- Det gør noget ved selvværdet, motivationen og engagementet, når man kan se at tilbuddet om en mulig fastansættelse er ærligt ment, pointerer Renate.

Rummelighed gavner alle

For Jesper Svare og Heidi Nørager er samarbejdet med Jobcenter Slagelse en af nøglerne til deres ønske om at gøre Behandlingsstederne Langebjerggaard til et sted, hvor mennesker trives, vokser og bruger deres evner bedst muligt.

- Der er mange muligheder for at få støtte og vejledning til, hvordan man kan arbejde med det sociale ansvar og løfte ledige ud af ledigheden og ind i et ordinært job. Det tætte samarbejde med Jobcenter Slagelse gennem Partnerskabsaftalen gør, at vi kan arbejde systematisk med at løfte det sociale ansvar, som jo også giver værdi for vores arbejdsplads. Vi er en rummelig arbejdsplads med fokus på at få mennesker til at vokse, siger Jesper Svare.

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

  • Leder af Behandlingsstederne Langebjerggaard Jesper Svare
    Telefon: 21 64 13 36
    E-mail: jespersvare@langebjerggaard.com
  • AC-fuldmægtig Anne Schacht-Petersen, Virksomhedsservice, Jobcenter Slagelse
    Telefon: 58 57 42 03
    E-mail: annsc@slagelse.dk