Tillykke til Plejecenter Kirke Stillinge

Får LAR's Jubilæumspris 2019

Kæmpe TILLYKKE til Plejecenter Kirke Stillinge som har fået overrakt Lokalt Arbejdsmarkedsråds JUBILÆUMSPRIS 2019. Prisen gives for at tage et stort socialt ansvar.

Plejecenter Kirke Stillinge har især fokus på at give mennesker en chance for at få et arbejde og en uddannelse. Mennesker som ofte har stået udenfor arbejdsmarkedet i længere tid.

De er rigtig gode til at inspirere deres medarbejdere til at blive uddannet, og de er gode til integration. De er med i flere projekter, f.eks. ”Bedre til ord, tal og it” og ”Bliv SOSU klar”.

Plejecentret har et stort fokus på medarbejdertrivsel og på omsorg og trivsel for deres beboere. I alt har plejecentret 22 beboere og 40 medarbejdere. Nogle kører ud til ældre i egen bolig.

Keramikhøns

Selve prisen var flotte ”Keramik-høns”, lavet af Nelly Gaskin. De flotte høns passer fint ind på plejecentret, hvor mange af beboerne selv har haft høns på gårdene i nærområdet. Og alle kan nikke genkendende til begrebet "hønemor" :-)

I job og uddannelse

Formanden for LAR, Thomas Clausen, lagde vægt på de mange beskæftigelsesrettede ordninger, f.eks. virksomhedspraktik, jobrotation og ansættelse med løntilskud, som plejecentret benytter sig af til at hjælpe folk i job og uddannelse og anerkendte deres lave sygefravær.

Stolte modtagere

Daglig leder Lilian Nielsen var meget glad for at modtage prisen og sagde, at alle medarbejdere skal være stolte over anerkendelsen - for alle bidrager til at gøre arbejdspladsen til et rigtig godt sted at arbejde og bo. Hun fremhævede bl.a. det gode samarbejde, der er, om at tage imod nye medarbejdere.

Prisen fejrer 10 års jubilæum

Prisen gives hvert år til en offentlig og en privat virksomhed, der i særlig grad udviser socialt ansvar og engagement ved at understøtte den lokale beskæftigelsesindsats. I år kan den anerkendende pris også fejre 10 års jubilæum. 

Plejecentret har haft Partnerskabsaftale med Jobcenter Slagelse siden 2008. 

Foto fra venstre: formanden for Lokalt Arbejdsmarkedsråd Thomas Clausen, keramiker Nelly Gaskin, leder af plejecentret Lilian Nielsen og virksomhedskonsulent Ali Yavuz .