Voksenlærling hos EL-Gruppen

Rollemodel med ansvar

En voksenlærling byder ind med meget andet end faglig dygtighed, og det er vigtigt for vores virksomhed, lyder det fra EL-Gruppen i Slagelse.

- Det er de personlige kompetencer, de kommer med, der gør forskellen.

Svaret kommer prompte fra direktør Per Jensen (t.v.) og administrativ medarbejder Birgitte Roelsgaard (t.h.), når man spørg dem om, hvorfor de gerne ansætter voksenlærlinge. Per Jensen uddyber: - Som voksenlærling kommer du med en livserfaring i bagagen. Ofte er du også parat til at tage initiativ og ansvar. Det er vigtigt at kunne i vores branche.

Vi er hos elektrikervirksomheden EL-Gruppen i Slagelse, hvor den friskbryggede kaffe netop er skænket i krusene. Ved bordet sidder foruden Per Jensen og Birgitte Roelsgaard også voksenlærlingen Jonathan Banks (i midten), der til januar er færdiguddannet i virksomheden. Jonathan er oprindelig uddannet industrielektriker i hjemlandet Venezuela, men havde et stort ønske om at få en dansk elektrikeruddannelse.

- Jeg har altid villet arbejde med strøm og elektronik. Jeg syntes, at jeg ville have et danske svendebrev og papir på mine kompetencer. Så det var meget fint at komme i voksenlære her hos EL-Gruppen, fortæller Jonathan Banks.

Mere end blot faglighed

At gøre det godt inden for elektrikerfaget handler ikke kun om at være faglig dygtig. Man skal også have et godt overblik, kunne arbejde selvstændigt og tage ansvar for sit arbejde. I hvert fald hos EL-Gruppen.

- Vi har altid lærlinge, og mange af dem bliver hos os, når de er udlært. Vi ser det som en fordel at have både voksenlærlinge og unge lærlinge på samme tid. De voksne lærlinge er ofte rollemodeller for de yngre, som så lytter og lærer på en god måde. Vi ønsker medarbejdere, der kan løse opgaver selvstændigt og med høj kvalitet, og som har sans for en god kundeservice. Det ligger i vores firmakultur, og det lærer vores unge lærlinge hurtigt, når de går sammen med voksenlærlingene, siger Birgitte Roelsgaard.

Jonathan Banks nikker og supplerer: - Det er godt at gå sammen med svendene, for der lærer man rigtig meget om det praktiske arbejde. Men man bliver også dygtigere af at skulle lære noget videre til de yngre lærlinge. Så det passer mig fint.

Hjælper videre

For EL-Gruppen er der gennem årene også kommet fokus på det sociale ansvar, virksomheden tager ved at give voksne mulighed for at få en ny start på arbejdsmarkedet. Og der er faktisk gode incitamenter til at ansætte en voksenlærling.

- Det betyder noget for os, at vi kan hjælpe et voksent menneske til en uddannelse og et fodfæste på arbejdsmarkedet. Men det er også nødvendigt, at vi gør det, hvis vi som branche, skal klare os i konkurrencen. Vi skal – som alle brancher - leve af vores dygtige medarbejdere, og dem kan vi sikre os, gennem uddannelse. I den henseende er voksenlærlingeordningen meget attraktiv for os, da der også er et kontant økonomisk incitament i at tage en voksenlærling ind i firmaet. Samtidig er Jobcenter Slagelse en god og vigtig samarbejdspartner, som hjælper med rekruttering og meget af det administrative arbejde i forbindelse med ansættelse, nikker Per Jensen og Birgitte Roelsgaard.

Kaffen er drukket. Pausen er forbi. Arbejdet kalder.