Plejecentret Antvorskov

Forstander Erik Juhl udtaler:

Vi får lige så meget igen

Vores arbejde med Partnerskabsaftalen er både sjovt og givende. Sjovt fordi vi møder så mange spændende og inspirerende mennesker, som har meget positivt at byde ind med. Givende fordi vi som arbejdsplads bliver dygtigere til vores fag og udvider vores horisont. Det er værdier, som betyder meget i et fag, hvor omsorg og service over for andre mennesker er i centrum, fortæller Erik Juhl, der er forstander på Plejecentret Antvorskov i Slagelse.

Plejecentret stiller pladser inden for køkken, service, hjemmehjælp og rengøring til rådighed ifølge Partnerskabsaftalen. Pladser, som Jobcenter Slagelse kan bruge til ledige borgere, så de får mulighed for en ny start på arbejdsmarkedet. Og rigtig mange borgere får så positiv en oplevelse ved at arbejde på Plejecentret, at de vælger en fremtid inden for pleje- og omsorgsområdet.

Alle har noget at byde ind med

Næsten uanset hvilket udgangspunkt man kommer med, så vil der være noget at suge til sig, noget at lære. En del af de ledige har i en årrække været væk fra en arbejdsplads. De skal sådan set til at lære den del af livet igen, og det er for nogle en udfordring at lære et arbejdsliv at kende med de krav og forventninger, sådant et fællesskab stiller. Men det viser sig jo, at man har mange flere ressourcer at byde ind med, end man er klar over. De positive oplevelser kan den enkelte tage med sige videre, siger Erik Juhl.

Partnerskabsaftalen med Plejecentret Antvorskov blev etableret i 2008.

Siden er sidst opdateret 14. januar 2016